SUNDHEDSSTYRELSEN

Kroniske smerte

Kendskabskampagne

 

Hver femte dansker har kroniske smerter, men det er ikke altid til at se. Eller forstå. I samarbejde med Sundhedsstyrelsen udviklede vi derfor kendskabskampagnen ”Kroniske smerter” med det formål at øge danskernes indsigt og forståelse for, hvordan det er at leve med kroniske smerter, samt nedbryde fordomme og misforståelser. Kroniske smerter er ofte usynlige, varierer i intensitet og kan være svære at forstå, hvilket fører til fordomme og misforståelser – selv fra nære relationer.

Et ærligt billede af livet med kroniske smerter

Vi stod bag kampagnefilmen ”Min far har ondt i ryggen. Altid”, som giver et realistisk portræt af, hvordan omgivelserne påvirker personer med kroniske smerter. Gennem drengen Magnus’ blik oplever vi, hvordan faderen Lars, som har kroniske smerter, møder myter og misforståelser fra omgivelserne, da naboerne kommer uanmeldt på besøg. Det længere videoformat er valgt for at skabe viden, forståelse og ikke mindst nuancer i emnet, som ikke ville kunne lade sig gøre med en klassisk 30 sekunders reklamefilm. ​

Tre samtaler med Oh Land om smerter og fællesskab

Den danske sangerinde Oh Land indgår også i kampagnens indhold. I tre korte interviews fortæller hun om sine egne oplevelser med kroniske smerter, og hvad hun har gjort for at skabe bedre forståelse i sin omgangskreds af familie, venner og samarbejdspartnere.

Vi udarbejdede strategi og koncept for kampagnefilmen samt tilhørende trailers, cutdowns og grafik til sociale medier.

Kampagnefilmen fik en overvældende modtagelse og blev delt 2.000 gange i løbet af de første otte timer – alene på Facebook.  Den blev efterfølgende nomineret til en Creative Circle Award.